Terapi

En sund sjæl i et sundt legeme


De gamle grækere så en sammenhæng mellem krop og psyke. De anerkendte, at psyke og krop er vævet sammen og udgør en helhed i den menneskelige natur. Tankens indhold, følelsens kvalitet og kroppens liv påvirker hinanden. Derfor er alle tre aspekter aktive, når man ønsker at forandre sin livssituation. I dag har vi igen mere fokus på denne sammenhæng mellem krop og psyke, og vi har en viden om, at harmonisk forbindelse mellem krop og psyke skaber trivsel og livsglæde i hverdagen.



Terapi for alle


Hele livet har mennesker mulighed for at udvikle sig og skabe gode forandringer i tilværelsen. Gennem terapi opstår en øget bevidsthed om disse muligheder.

Et terapeutisk forløb er en dialog omkring tanker, følelser og handlemønstre, der virker begrænsende for livsglæde og selvudfoldelse.

Dialogen med det indre liv kan finde sted i samtaler, men også i billedlige, symbolske udtryk.

Da kroppen også har en ordløs bevidsthed og hukommelse, kan inddragelse af åndedrættet og afspændende øvelser for kroppen også med virke til forvandling og integration af ny indsigt.



Særligt for unge


Unge mennesker er i færd med opbygge en identitet og finde et ståsted i forhold til familie, kammerater og fremtidsmuligheder. Det er en udfordrende proces at blive klar over de muligheder og ressourcer, som man indeholder, og som man gerne vil udfolde i sit ungdomsliv. Terapi kan støtte unge i at udvikle et positivt selvbillede og i at blive mere bevidste om hvilken retning og indhold, man ønsker at give sit liv. Terapi kan også støtte unge i at udvikle følelsesmæssig harmoni og genvinde overskud og handlekraft.



Særligt for børn


Børn er på vej i livet. I den nære familie eksisterer den kærlighed og omsorg, som muliggør, at børn kan udvikle tryghed, håb og glæde i forhold til at eksistere. Nogle oplevelser kan forstyrre barnets naturlige vækst, sådan at barnet bliver mere forsigtigt og tilbageholdende eller reagerer med uro. Begge tilstande kan virke begrænsende for barnets naturlige udvikling.

Terapi med barnet og samtale med forældrene kan hjælpe barnet til fortsat vækst.



Traumeterapi


I forbindelse med operationer, ulykker og grænseoverskridende begivenheder kan krop og psyke opleve en form for chok, som ikke forsvinder, men udvikler sig til et traume.  I traumet er den naturlige livsenergi, der sætter os i stand til være aktive og nærværende, bundet. En kombination af krops – og samtaleterapi kan medvirke til, at traumet over tid opløses, således at en mere harmonisk tilstand kan genetableres.